Liget af en af Filippinernes mest indflydelsesrige politikere blev tirsdag fundet, tre dage efter at et lille privatfly med fire om bord styrtede i havet.
Indenrigsminister Jesse Robredos lig blev fundet 55 meter under havets overflade, nær kysten ved øen Masbate, hvor flyet styrtede ned lørdag, siger transport- og kommunikationsminister Mar Roxas.
Roxas fortæller, at dykkere måtte kæmpe mod stærke strømme for at nå vraget af Piper Seneca-flyet, der lå på hovedet på havbunden omkring 800 meter fra kysten.
- Liget blev bragt op til overfladen klokken 8.15 i morges, fortalte Roxas i en direkte tv-transmission fra Masbate, hvor han leder eftersøgningen.
Dykkerne forsøger stadig at bjerge ligene af den filippinske pilot og hans nepalesiske co-pilot.
Den fjerde passager på flyet, Robredos assistent, overlevede styrtet.
- Der opstod et motorproblem, så de bad om tilladelse til at gennemføre en nødlanding på Masbate. Flyet nåede aldrig frem, men styrtede ned, fortalte den regionale militærtalsmand, oberst Generoso Bolina, til journalister.
Ifølge en lokal tv-station ringede Robredo til sin kone nogle timer før flystyrtet for at sige, at propellen var holdt op med at fungere.
Indenrigsministeren var på vej til sin hjemby fra den centrale del af landet, da flyet fik motorproblemer og ikke nåede landingsbanen, før det styrtede ned.
Den dramatiske eftersøgning- og redningsaktion har grebet befolkningen i det katolske land, hvor mange har bedt for den populære minister.
54-årige Robredo, der var gift og far til tre døtre, var en af præsident Benigno Aquinos mest betroede ministre.
Som indenrigsminister var han chef for landets 143.000 politifolk, som længe har været plaget af anklager om korruption og overgreb.
Robredo stod i spidsen for indsatsen mod korruption, som præsident Aquino iværksatte, da han kom til magten i 2010.
/AFP