Af Nis Kielgast, niki@avisen.dk
Forsiden på det populære polske nyhedsmagasin Wprost skaber forargelse i Tyskland.
»Europas stedmoder«, står der med store typer over billedmanipulationen af den topløse tyske kansler, Angela Merkel, der giver brystmælk til Kaczynski-brødrene, der er henholdsvis præsident og premierminister i Polen.
Magasinets budskab er, at Polen stadig behandles som et problembarn, hvilket blev tydeligt i sidste uges EU-forhandlinger, hvor et polsk krav om mere magt blev afvist blankt af Merkel og de andre EU-lande.
I magasinet leder står der, at »60 år efter krigen er Tyskland stadig ikke klar til at behandle Polen ligeværdigt.«
Wprosts satiriske tilgang bliver dog ikke værdsat i Tyskland.
»Denne montage er smagløs og et dårligt grundlag for polsk-tysk venskab,« siger den liberale tyske politiker Rainer Brüderle til avisen Bild.
Wprost er kendt for at provokere Tyskland. Blandt andet har magasinet billedmanipuleret en forside, hvor den tidligere tyske kansler Gerhard Schröder får smæk af en nazistisk dominatrix i stramtsiddende lædertøj.