Det er hårdt at være på toppen, og også for hårdt mener flere af de danske topklubber i håndbold.
Klubberne vil have DHF til at flytte kampe i den hjemlige turnering, så de ikke ligger for tæt på vigtige Europa Cup-kampe. Mest drastisk er Slagelse DT i sine krav.
»Jeg har i de seneste syv år peget på, at vi spiller for mange kampe, at ligaen skal planlægges sådan, at der er en uge mellem hver kamp, og at der ikke skal spilles i den danske liga i de uger, hvor der afvikles Europa Cup, siger Slagelse DT’s sportschef Anja Andersen. Hun er sur over, at Slagelses sidste kamp i grundspillet ligger klemt inde mellem to Champions League kvartfinaler, så Slagelse skal spille tre vigtige kampe på en uge.
Hos FCK vil man også gerne ændre turneringsstrukturen forklarer bestyrelsesformand Flemming Østergaard.
»Der er mange forslag, jeg kan støtte op om. Vi har selv haft så mange forslag, at det fører for vidt at uddybe dem her. Men Dansk Håndbold Forbund og det europæiske håndboldforbund er så totalt uprofessionelle, at det næsten gør ondt,« siger Flemming Østergaard.
Han i øjeblikket er stærkt utilfreds med, at FCK skal spille en vigtig europæisk kamp ude mod Magdeburg blot 67 timer efter, at FCK har mødt AaB Håndbold i den hjemlige liga. Kampen mod AaB er oven i købet blevet rykket til ulempe for FCK.
Senest har også Ikast/Bording meldt sig på banen med kritik af, at klubben onsdag skal til Slagelse for at spille turneringskamp blot tre dage før, at jyderne møder Valencia i Spanien.
Alt i alt giver det Ikast/Bording et kampprogram med fire opgør på ni dage. Det var tirsdag ikke muligt, at få en kommentar fra Dansk Håndbold Forbunds formand, Carsten Thybo.