Det går godt i Randers FC. Klubben er med i kampen om medaljer i Superligaen, og tirsdag lykkedes det at få kometen Nicolai Brock-Madsens underskrift på en kontraktforlængelse.
Brock-Madsen har forlænget aftalen med klubben frem til sommeren 2016, og den 20-årige Randers-spiller er glad for at blive i klubben, for hvilken han har fået sit gennembrud i landets bedste fodboldrække.
- Jeg er glad for forlængelsen, hvor jeg er sikret endnu tre sæsoner i Randers FC fra sommer af. Det passer også fantastisk med, at jeg er utrolig glad for at være i Randers FC, som jeg føler mig godt hjemme i.
- Randers FC er bestemt det rette sted for mig at fortsætte min udvikling, siger Nicolai Brock-Madsen i en pressemeddelelse.
Jacob Nielsen, der er direktør i den medvindsramte klub, er stolt af forlængelsen med en af klubbens egne spillere.
- Vi er meget stolte over, at en af vores helt egne spillere, der har været i klubben siden barndommen, har fået sit store gennembrud i denne sæson, og at han ønsker at fortsætte sin udvikling i Randers FC.
- Det bliver spændende at følge hans videre færd i klubben, hvor jeg håber, at han kan bygge videre på det niveau, han allerede har vist, siger Jacob Nielsen.
Cheftræner Colin Todd kalder forlængelse med Brock-Madsen en stor bonus for klubben.
- Det viser, at Randers FC tror på de unge spillere. Nicolai har vist store fremskridt i denne sæson, og forlængelsen viser da også, at Randers FC tror på hans videre udvikling, siger Colin Todd.
/ritzau/