Sæsonen er så småt ved at smuldre imellem hænderne på million-drengene fra Chelsea, der har været hårdt ramt af skader i denne sæson. Derfor var alt andet end en sejr også uhørt, da Chelsea i FA-cuppen tog mod Nottingham Forest fra League One hjemme på Stamford Bridge.
Sejren kom da også i hus. 3-0 blev det på mål af Andriy Shevchenko, Drogba og Mikel, mens en storgrinende José Mourinho, så til fra bænken. Og Chelseas træner har mere grund til at grine end længe, for ved hans side på Chelseas bænk sad nemlig anfører John Terry, der har været væk fra Chelseas hold længe. Nøglespilleren ser nu ud til at vende tilbage midt på ugen, når Chelsea tager imod Blackburn i Premier League.
Samtidig kan Mourinho og kompagni glæde sig over, at forfølgerne i Premier League, Arsenal, gjorde det ekstra hårdt for sig selv ved at føje en ekstra kamp til kampprogrammet.
Hjemme på Emirates Stadium spillede Arsenal 1-1 imod Bolton i FA-cuppen. Det betyder, at de to hold skal ud i en ny kamp 14. februar på Boltons hjemmebane, Reebok Stadium.
Bolton stillede op uden danskere på holdet, men samtidig med Arsenals scoring blev den hurtige Henrik ’Tømrer’ Pedersen sat ind som venstre back, efter at Arsenals Theo Walcott havde gjort, hvad der passede ham i Boltons venstre forsvarsside.
Premier Leagues suveræne tophold Manchester United lever også stadig i FA-cupen. Lørdag vandt med United 2-1 hjemme på Old Trafford over Portsmouth. Her scorede Wayne Rooney begge mål for hjemmeholdet.