Man gør ikke ustraffet grin med den amerikanske præsident.
Det må Natos øverstkommanderende i Afghanistan, den amerikanske general Stanley McChrystal, sande, når han i dag skal stå skoleret foran Barack Obama.
Sagen ender formentlig med en opsigelse. En kilde i Pentagon oplyser over for CNN, at topgeneralen vil træde tilbage, hvis præsidenten har mistet tilliden til ham.
Obama har kaldt episoden for "et udtryk for dårlig dømmekraft" fra McChrystals side. Generalen trak da også tirsdag sine udtalelser tilbage, og kom med en undskyldning.
"Det var en fejl, som viser dårlig dømmekraft, og det skulle aldrig være sket," lød det fra generalen i en officiel meddelelse fra Pentagon.
I Pentagon håber man, at generalen kan nøjes med en reprimande og derefter blive sendt tilbage til Afghanistan, oplyser kilden over for CNN.
General McChrystal er kommet med stærkt kritiske udtalelser omkring kolleger, præsident Obama og vicepræsident Joe Biden i et endnu ikke udgivet i interview med Rolling Stones.