Flotte ord ved forhandlingsbordet flytter ikke noget – der tæller kun realiteter og konkrete handlinger.
Sådan skriver chefforhandler for Centralorganisationernes Fællesudvalg (CFU) og i alt 180.000 statsansatte, Flemming Vinther i et debatindlæg i Politiken og angriber dermed innovationsminister Sophie Løhdes indlæg skærtorsdag i samme avis.
Flemming Vinther skriver, at målet for de statsansattes forhandlere i forligsinstitutionen er "krystalklart": At indgå en aftale og undgå den konflikt, der stadig lurer lige om hjørnet, trods Forligsmandens udsættelse den 28. marts.
For at nå det mål kræver det, "at offentligt ansatte får en lønudvikling, der følger de privatansattes. Det kræver at den betalte spisepause reelt sikres, og arbejdsgiverne dermed sender et klart signal om, at de ansattes rettigheder ikke pludselig kan forsvinde over natten", skriver Flemming Vinther videre, og fastholder at alle skal kunne forhandle aftaler: "Også om arbejdstid. Derfor skal lærerne ikke længere være omfattet af en lov, men have en aftale som alle andre."