Arbejdsgivere og lønmodtagere på det kommunale område udveksler i dag klokken 10 krav til hinanden.
En halv million ansatte i kommuner og regioner skal have ny overenskomst. Snart begynder også overenskomstforhandlinger for de statsansatte.
Forhandlerne bliver ekstrem vanskelige forudser formanden for fagforbundet FOA, Dennis Kristensen, der også er en af topforhandlerne for de offentligt ansatte.
- Det bliver nogle meget, meget vanskelige forhandlinger, og sådan som det ser ud nu, tror jeg, det munder ud i en konflikt. Spørgsmålet er så, om det bliver en konflikt udelukkende med lærerne, eller om flere grupper kommer med, siger Dennis Kristensen til Ugebrevet A4.
På dagsordenen for forhandlingerne om overenskomsterne i 2013 (OK-13) er bl.a. øget tryghed, færre seniordage og arbejdsgivernes mulighed for at fyre medarbejdere, som i dag nyder beskyttelse som tillidsvalgte.
Flere kilder peger på, at overenskomstforhandlingerne generelt bliver sværere end i 2011.
- Vi siger altid, det her er de sværeste overenskomstforhandlinger nogensinde. Jeg tror, OK-13 har potentiale til at leve op til betegnelsen, siger formanden for knap 130.000 statsansattes forhandlingsfællesskab (CFU), Flemming Vinther, der til daglig er formand for Hærens Korporal og Konstabel Forening (HKKF).
Flere arbejdsmarkedsforskere, som Ugebrevet A4 har talt med, vurderer, at lønmodtagerne lige så godt kan indstille sig på et magert resultat.
- Det bliver endnu en kriseoverenskomst. Der er meget lidt at forhandle om. Der kommer nogle meget små lønstigninger, og det bliver til meget få goder i øvrigt, siger lektor og arbejdsmarkedsforsker Mikkel Mailand fra Københavns Universitet.
Mikkel Mailand udpeger især lærernes arbejdstidsaftale og en eventuel afskaffelse eller ændring af det, der kaldes "reguleringsordningen" - der sikrer, at offentligt ansattes løn stiger i takt med de privatansattes - som de to hovedstridsemner.