For første gang i tre år er der flere topchefer, der vil ansætte medarbejdere i Danmark, end der er chefer, som er klar til at fyre. Det viser en undersøgelse foretaget for Berlingske Business.
Undersøgelsen er foretaget blandt 201 topledere, som er medlemmer af Berlingske Researchs toplederpanel. På alle parametre viser undersøgelsen en stigende optimisme blandt lederne, og 29 procent af dem svarer, at de har planer om at opruste i Danmark i den nærmeste fremtid.
- Vores globale salg stiger, og vi har brug for flere højtuddannede medarbejdere, der arbejder med udvikling og kvalitetssikring med base i vores danske hovedkvarter, siger administrerende direktør i virksomheden Ambu, Lars Marcher til Berlingske Business.
Direktøren peger blandt andet på en positiv udvikling i den globale økonomi som en af årsagerne til, at man efterspørger flere medarbejdere i Danmark.
Generelt har der været flere tegn, der peger i retning af bedre tider for dansk økonomi. Blandt andet er forbrugertilliden stigende, og den danske eksport forventes at vokse. Dog mangler man at se samme vækst i privatforbruget.
Newspaq