Priserne stiger lige nu mere end lønnen. Og sådan vil det også være de næste fem år. Det viser en undersøgelse i Børsen, hvor man har spurgt 679 af landets topchefer om lønudviklingen.
Og over halvdelen regner altså med, at inflationen vil stige mere end lønnen i de kommende år.
- Statsministeren nævnte i sin nytårstale, at Danmarks konkurrenceevne er blevet forringet med 20 procent i de seneste 10 år. Det er helt essentielt for jobskabelsen, at der rettes op på dette, siger Lars Frederiksen, direktør i fødevarevirksomheden Chr. Hansen.
I år regner otte ud af 10 af topchefer med, at lønningerne vil stige med mindre end to procent - og seks procent af topcheferne regner med, at lønningerne vil falde.
- Når virksomhederne står med de nuværende dårlige forventninger til fremtiden, er det helt naturligt, at virksomhederne forventer små lønstigninger et stykke tid frem, siger Kim Graugaard, direktør i DI.
Tal fra Dansk Arbejdsgiverforening, DA, viser, at reallønnen ikke har overhalet inflationen i syv kvartaler i træk. Og arbejdsmarkedsforsker ved Aarhus Universitet Niels Westergård-Nielsen er overrasket over de dystre fremtidsudsigter.
- Det er virkelig negative forventninger. Hvert år gennem krisen har vi haft en forventning om, at næste år bliver det bedre. Nu tror topcheferne ikke længere på det, siger han til avisen.
I LO siger cheføkonom Jan Kæraa Rasmussen, at topcheferne er for skeptiske:
- Som det er nu, er det købers marked, og det vil det nok være et par år fremad. Men det vil være i mindre og mindre grad, lyder det fra LO-cheføkonomen.
Jes Asmussen, der er cheføkonom i Handelsbanken, siger, at det vil gå kraftigt ud over privatforbruget, hvis topcheferne får ret i deres spådomme.
- En fortsat udhuling af reallønnen suger købekraften ud af husholdningerne. Det vil have en negativ effekt på privatforbruget, siger han.
Det er topchefer fra danske virksomheder med en omsætning på over 50 millioner kroner om året og med mere end 35 ansatte, der har deltaget i Børsens undersøgelse.
/ritzau/