Der er kommet større lønforskel mellem topchefer og medarbejdere i de store danske virksomheder på C25-indekset de seneste år.
Det viser et overblik, som erhvervsmediet Finans har udarbejdet.
Mediet har set på forholdet mellem den øverste direktørs samlede vederlag og medianlønnen hos medarbejderne - den såkaldte CEO pay ratio hos landets 24 selskaber på C25-indekset.
Der er blevet set på årene 2020, 2021 og 2022.
Hos 11 selskaber voksede lønforskellen, for fem blev den mindre, og hos to var den uændret. Resten offentliggør ikke tallet eller er kun lige begyndt. Det viser Finans' opgørelse.
Hvis man trækker de tre største og tre laveste lønforskelle fra, tjener topcheferne gennemsnitligt 37 gange mere end deres medarbejdere ifølge mediet. Det er en stigning fra en gennemsnitlig CEO pay ratio på 32 i 2020.
Størst er forskellen i opgørelsen hos smykkeselskabet Pandora. Her tjente topchefen, Alexander Lacik, i 2022 173 gange mere end medianlønnen hos de øvrige ansatte.
- Vi har ikke et mål for ratioen. Det er et mål for os at tilbyde en konkurrencedygtig løn, uanset hvad man arbejder med, skriver pressechef Johan Melchior fra Pandora til Finans.
Ti af selskaberne er blevet spurgt, om de har en erklæret målsætning for forholdet mellem topchefens løn og de øvrige medarbejderes løn. Det har de ikke.
Da der både indgår en A- og en B-aktie for A.P. Møller – Mærsk består C25-indekset kun af 24 virksomheder på trods af sit navn.
Medianen defineres som den midterste værdi i et sorteret datasæt
/ritzau/