Tror du, at de gode tider vender tilbage med stormskridt efter nytår, så tro om igen.
Syv ud af ti chefer siger i Greens Konjukturundersøgelsen for tredje kvartal, at de forventer, at lønningerne bliver på samme niveau i det nye år, skriver Børsen.
"Vi er inde i en ny tilstand med lavere lønstigninger. I første omgang skyldes det finanskrisen. I anden omgang handler det om, at Danmark skal genoprette tabet af konkurrenceevnen i de senere år;" siger DI's lønchef, Steen Nielsen, til avisen.
De kedelige meldinger for 2011 til de privatansatte sker midt i et år, hvor meget tyder på, at lønstigningerne bliver mindre end i årtier. Finansministeriet vurderer, at lønnen i det private vil stige 2,3 procent i 2010.
Fra Handelshøjskolen i Århus opfordrer professor Niels Westergaard cheferne til at belønne de gode og produktive medarbejde trods krisen.
"Det handler om at øge produktiviteten, det er det afgørende. Hvis jeg skulle give erhvervslivet et budskab til erhvervslivet, ville det være, at de der yder en ekstra indsats, skal have noget ekstra løn," siger han til Børsen.
847 ledere har deltaget i undersøgelsen.