Venstre rejser kritik af Ørsted-topchefen Henrik Poulsen, som på to år har modtaget en lønstigning på 28 procent.
Kritikken kommer på baggrund af, at Henrik Poulsen tidligere har advaret mod en stigende økonomisk ulighed i samfundet og udtalt, at de højest lønnede bærer et ansvar. Det sker efter Finans.dk's artikel om, at han selv modtog 17,3 millioner kroner i løn sidste år.
Henrik Poulsen burde walk the talk. Hvis han mener, at det er et problem, at lønniveauet stikker af i toppen, er det svært at forstå, hvorfor han selv skal stige så meget i løn.
- Henrik Poulsen burde walk the talk. Hvis han mener, at det er et problem, at lønniveauet stikker af i toppen, er det svært at forstå, hvorfor han selv skal stige så meget i løn, siger Torsten Schack Pedersen, erhvervsordfører i Venstre, til Finans.dk.
Dansk Folkeparti og Enhedslisten er enige i kritikken af Henrik Poulsens lønstigning, som Enhedslistens erhvervsordfører, Pelle Dragsted, kalder ”hyklerisk”.
Andre får mere i løn
Henrik Poulsen anerkender, at hans løn er høj, men mener ikke at der er grund til kritik, når man sammenligner med andres lønninger.
- Jeg sagde ikke, at jeg får en løn, som ikke kan forsvares, hvis man sammenligner med tilsvarende stillinger i store danske og udenlandske virksomheder. Det er ikke sådan, at min samlede pakke på nogen måde ligger i den høje ende af C25-aflønningerne, og det vil I også kunne se, hvis I valgte at lave et faktabaseret tjek, siger han til finans.dk.
Eftersom staten ejer 50 procent af Ørsted, lægger Dansk Folkeparti med denne sag op til en diskussion af aflønninger i selskaber, som staten helt eller delvist ejer.