I går anmeldte dyreorganisationen Anima virksomheden Avifauna, der sælger udstyr til dyr, for at sælge et pighalsbånd til hunde, hvor piggene ifølge Anima stikker 24 millimeter ud fra halsbåndet.
Det skriver metroxpress.
I Dyreværnsloven står der, at piggene højst må have en længde på otte millimeter 'fra underkanten af efterfølgende led'.
- Vi kræver, at disse halsbånd fjernes fra markedet straks. Pighalsbånd er både grusomme og smertefulde, siger Thorbjørn Schiønning, der er kommunikationschef i Anima, til avisen.
Han forklarer, at hundene kan få alvorlige mén, såsom skader på hud og væv i nakken, piskesmæld, rygmarvsskader, der kan føre til lammelse og brækkede knogler. I værste fald kan halsbåndet hjerneskade hunden.
Hos Avifauna har man tolket lovligningen som, at piggene højst må måle otte millimeter fra det sidste knæk på piggen og ud til spidsen.
- Vi har arbejdet i god tro. Hvis loven skal forstås som, at det er piggens højde, der måles efter, så ryger halsbåndene tiltage til producenten. Vi vil ikke sælge noget, der er ulovligt, siger Martin Schmidt fra Avifauna til metroxpress.
Her har man så sent som i sidste uge solgt halsbåndet, og ifølge Martin Schmidt sælger Avifauna hvert år mange af de halsbånd.
Men selv om halsbåndet formentlig er ulovligt, er Martin Schmidt ikke enig med Anima i, at det er smertefuldt for hunden at have det på:
- Når hunden trækker i snoren, bliver selve halsen strammet ind, men det er ikke noget, der gør skade på hunden, hvis det bruges med sund fornuft.
Hos Dansk Kennel Klub fraråder man brugen af alle former for pighalsbånd.