Arkæologer fra Nordjyllands Museum har gennemgået de første genstand fra den tyske jagerfly, der i weekenden blev fundet i en mose ved Birkelse i Nordjylland. Det skriver DR Nordjylland.
Tingene blev smurt ind i flybrændstof, da flyet styrtede ned, og den kraftige duft går lige i næsen. Men ellers er genstandene i god stand.
- Der er en masse spændende ting, fortæller Torben Sarauw, Afdelilngsleder for Arkæologi på Nordjyllands Museum til DR Nordjylland.
Han peger på tegnebogen, der tydeligt viser soldatens tilhørsforhold. Forsiden er præget af et Luftwaffe-emblem.
- Der er blandt andet tre kondomer og en håndfuld mønter. Og så kunne vi se, at han var ryger. For der var cigaretpapir til hjemmerullede i tegnebogen, siger Torben Sarauw.
Men den tyske jagerpilot levede ikke kun at tobak og kvinder. Tegn på hans behov for den daglige kost lå også i hans pung.
- Der lå nogle madkuponer, der kunne bruges i den tyske messe på kasernen i Aalborg Øst, fortæller Torben Sarauw til DR Nordjylland.
Den tyske pilots identitet er endnu ikke fastslået.