Selvom de alle er professionelle fodboldspillere på topplan, så går der børnehave i den, når Chelsea- og Barcelonas spillere er på banen.
Det mener Arsenal-angriberen Robin van Persie, der i et interview til hollandske Sport 1 langer ud efter kollegaernes opførelse over for dommerne. Det skriver bold.dk.
"Folk, der ser kampene på tv, og fansene gider ikke se den slags. Hvis man vil se folk brokke sig, så kan man tage til bageren. Dér er der altid nogen, der brokker sig," siger den hollandske stjernespiller og tilføjer:
"Chelsea-spillerne bitcher altid til dommeren. Jeg forstår det virkeligt ikke. Hold dog kæft og spil fodbold i stedet."
Selv var van Persie ikke i dommernes kridthus, da han blev smidt ud fra banen under Arsenals møde med Barcelona i Champions League-kampen tidligere på sæsonen. Og netop de catalanske mestre får også hug med på vejen af hollænderen:
"De henvender sig altid til dommeren for at få fremprovokeret et kort til modstanderen. De røvrender deres kollegaer, og det irriterer mig helt vildt. Barca-spillerne brokker sig over alt, og det er meget skuffende at se på," lyder opsangen fra Arsenal-topscoreren.
Kilde: Bold.dk