Midt- og Vestjyllands Politi fik mandag aften en henvendelse om et flydende sommerhus i området ved Sønder Lem Vig i Nordvestjylland. Det oplyser TV Midtvest.
- Den slags har vi godt nok ikke lige set før, siger vagtchef Henrik Nielsen fra Midt- og Vestjyllands Politi til tv-stationen.
Ifølge politiet ligner huset en husbåd, der formentlig har revet sig løs fra Struer eller Oddesund-området. Politiet vidste i første omgang ikke, hvem ejeren var, men håbede at kunne finde frem til vedkommende med et billede af huset på Twitter. Det lykkedes.
Ejeren Chris Jensen fortæller til TV Midtvest, at huset er familiens flydende sommerhus, som han selv har tegnet og bygget. Husbåden er normalt sikret med halvandet tons tungt anker.
Chris Jensen har mistanke om, at nogen har skåret kæden til ankeret over.
- Det river sig jo ikke bare løs af sig selv, siger Chris Jensen til TV Midtvest.
Nu skal han ud at kigge på det flydende hus, og så skal han have det bjærget. Han er selv inde på, at det nok vil kræve en stor båd at få drivhuset i land igen.