P-vagter, hjemmehjælpere og socialrådgivere hænges ud på Facebook. Men seks ud af ti østjyske kommuner har ikke planer for shitstorme mod medarbejdere.
Det fortæller TV2 ØSTJYLLAND.
I Silkeborg Kommune har man faste aftaler om, hvad der skal gøres, når ansatte hænges ud på Facebook. Det betyder, at kommunens socialrådgivere har mulighed for at reagere, siger Lene Kuntz, der er socialrådgiver og tillidsmand i Psykiatrien i Silkeborg Kommune, til Avisen.dk.
- Jeg har oplevet mange eksempler på, at borgere hænger socialrådgivere ud på eksempelvis Facebook. Det er et sted, hvor borgere kan samles om at hænge offentligt ansatte ud, uden vi kan svare på deres kritik. Vi accepterer at blive hængt ud, i det omfang der er fokus på det faglige element, men når de bliver personlige i deres hetz, så siger vi stop. Det kan ikke accepteres, fortæller Lene Kuntz til TV2 ØSTJYLLAND.
En rundringning foretaget af TV2 ØSTJYLLAND viser, at seks af ti østjyske kommuner ikke har et system, der træder i kraft, når en ansat hænges ud på eksempelvis Facebook, men det er der brug for, mener Lene Kuntz.
- Jeg oplever en udvikling, hvor borgerne bliver mere og mere personlige i deres kritik. De kigger ikke længere kun på det faglige element eller mig som fagperson. De kan finde på at kritisere alt og også elementer i en socialrådgivers privatliv, der dybest set slet ikke har noget med sagen at gøre, siger hun.
I Aarhus oplever P-vagter, hjemmehjælpere og socialrådgivere også at se deres navn og billeder blive smidt på Facebook af utilfredse borgere, og det har kommunen nu taget konsekvensen af.
Den laver nu en beredskabsplan for hævn-aktioner på sociale medier, så kommunen er parat til at reagere før, under og efter en medarbejder hænges ud.
- Vi har set en stigning i denne form for adfærd, derfor er det på tide at gøre noget. For vi forestiller os ikke, de sociale medier forsvinder, fortæller Per Jensen, der er chef for HR og Organisation i Aarhus Kommune.
Silkeborg Kommunes personalechef, Frank Høy, erkender, at chikane på nettet er svært at have med at gøre.
- Det, der foregår på nettet, har sit eget liv, og er svært at have med at gøre, fordi det er svært at vide, hvor det popper op henne, siger han.
Som det er nu, har de en politik for forebyggelse af vold og trusler mod ansatte, og derudover kan de tilbyde psykologhjælp eller terapi til medarbejdere, der har været udsat for trusler.
De arbejder dog for tiden på at lave en handlingsplan, der beskriver, hvad der konkret skal ske, hvis en ansat bliver filmet, lydoptaget eller chikaneret på de sociale medier af borgere.