Mænd, der tager mindst 12 ugers barselsorlov, skal belønnes med en skattefri præmie på 5.000 kroner. Det foreslår SF's partileder, Pia Olsen Dyhr, ifølge Dagbladet Information.
- Det er vigtigt, at både moren og faren har ret og også en reel mulighed for at holde barselsorlov. Manden tjener ofte mere end kvinden, og derfor vil det ofte være moren, der tager hovedparten af barslen, siger hun til Information.
Ifølge Danmarks Statistik holder 45 procent af de nybagte fædre, der har ret til dagpenge, nemlig kun de to ugers øremærkede orlov, mens det blandt mødrene er 0,4 procent, der alene har holdt de 14 ugers fødeorlov, der i dag er øremærket til kvinder.
Det er denne skævhed, SF vil forsøge at ændre med den skattefri præmie på 5.000 kroner, der skal gå til familier, hvor faren tager minimum 12 ugers barsel.
Pia Olsen Dyhr håber, at forslaget vil føre til en fordobling af antallet af fædre, der holder mindst ti ugers barsel. Ifølge SF er det nemlig kun ca. 5.000 mænd, svarende til under ti procent af de nybagte fædre, der gør det i dag.
DF: 5000 hjælper ikke noget
Dansk Folkepartis ligestillingsordfører, Karina Adsbøl, tror dog ikke på, at en 'gulerod' på 5.000 kroner kan få mænd til at tage længere barsel.
- Det er godt at få fokus på, at mænd har rettigheder i forhold til barsel, men det er noget, som arbejdsmarkedets parter skal aftale, og så skal familierne selv aftale det, siger hun til Information.
SF-forslaget vil efter skat og tilbageløb koste omkring 40 millioner kroner, skønner partiet, og det beløb kan findes i råderummet. Hvis forslaget gennemføres, skal det også gælde for medmødre.
Heller ikke Liberal Alliances ligestillingsordfører, May-Britt Kattrup, er positiv.
- Det er rigtigt godt, at fædre har muligheden for at tage barselsorlov, og jeg vil opfordre dem til at bruge den. Men jeg vil hverken tvinge eller belønne dem for at tage barselsorlov, siger hun til Information.