Regnen væltede ned over Hobro i aftes. I så store mængder, at der var tale om skybrud.
Regnen væltede ned - der faldt 15 milimeter på 22 minutter og i alt 46 mm regn - og det udløste oversvømmelser flere steder.
Det gik især ud over Hobros midtby, hvor kommunen ellers gjort en ekstra indsats for at forebygge oversvømmelser.
Hos Prima Beer And Wine på Brotorvet i Midtbyen har ejeren Frank Sørensen i dag travlt med at tømme butikken og affugteren for vand.
Frank Sørensen har ikke tal på, hvor mange gange han har haft oversvømmelser i sin butik. Men nu kan det være nok:
- Vi overvejer at lukke butikken og flytte et andet sted hen. Det er jo ikke til at holde til, det her. Det er psykisk hårdt, siger han til P4 Nordjylland.
Søren Erikstrup, direktør for Mariagerfjord Vand A/S, siger at Hobro på to timer fik to ekstreme regnskyl - og det er ledningsnettet ikke dimensioneret ned til at tage imod.
- Vi har et nyt, stort regnvandsbassin i midtbyen. Det har der ikke været problemer med - for der er ikke kommet så meget vand ned til det. Vandet er kommet så hurtigt og i så store mængder, at det ikke har kunnet komme ned gennem vejriste og lignende.
Den kraftige regn fik også et overfladebassin nær vejen Vester Altan i Hobro til at gå læk som følge af et enormt pres fra vandet.
- Vandet oversvømmer haver og veje, og der er grus og mudder overalt for at sige det mildt, siger indsatsleder ved Nordjyllands Beredskab Karsten Strauss til TV 2 Nord.