En gammel globus, en gul retrolampe fra 60'erne eller en keramikvase med enkelte skår.
Vi er vilde med at sælge og købe brugte ting på private loppemarkeder, skriver DR Sjælland.
I de seneste år er der sket et boom i antallet af nye loppemarkeder. Det fremgår på online-kalenderen markedskalenderen.dk.
- Vi ser både flere små private loppemarkeder, men også flere markeder hvor familier på en hel vej går sammen og holder et stort genbrugsmarked, fortæller Torben Kahr, der står bag siden.
Ting fra 20érne er i høj kurs
En af dem, der sælger sine ting på loppemarked hvert år sammen med familie og venner er Ruth Christoffersen fra Boeslunde ved Korsør.
- Det er er en chance for at komme af med en masse af de ting, jeg har samlet sammen gennem 21 år. Jeg er jo en samler, og så er det sjovt at prutte om prisen, siger hun.
Og det er især det uforudsigelige element, som får folk til at tage på de fysiske loppemarkeder, siger genbugsforsker Frederik Larsen fra Kolding Designskole.
- Det er i høj grad skattejagten, der sætter ind, når man tager på loppemarked, siger han til DR Sjælland
Han vurderer, at det i øjeblikket mest er genbrugs-sager fra 20érne og 30érne, der er i høj kurs på landets loppemarkeder.