Det skal sikres ved lov, at børn i daginstitutioner ikke opholder sig i for meget støj og for varme lokaler. Det mener SF, der vil have indført en arbejdsmiljølov for børn, ligesom der findes for voksne.
Det skriver Politiken Søndag.
SF fremsætter derfor et beslutningsforslag i Folketinget, der vil pålægge regeringen at lave en undersøgelse af miljøet i daginstitutioner for derefter at indføre grænseværdier for støj, CO2-koncentration og temperaturer.
- Når vi har en lov, der sikrer, at voksne arbejder under ordentlige forhold, bør vi også have noget tilsvarende for børn. Børn er lige så mange timer i institutionen, som deres forældre er på arbejde, og deres trivsel er lige så afhængig af gode forhold, siger gruppeformand og børneordfører Jacob Mark til Politiken Søndag.
Flertal er med
I Folketinget er et flertal positivt stemt over for SF's forslag.
- Jeg synes, det ligger lige til højrebenet, og jeg kan slet ikke forstå, vi ikke har gjort det noget før, siger Pernille Bendixen, børneordfører i Dansk Folkeparti.
- Jeg er selvfølgelig nødt til at snakke med min gruppe om det, men jeg kan ikke forestille mig, at vi ikke kan støtte det. Det giver rigtig god mening, siger hun til Politiken Søndag.
Ane Halsboe-Jørgensen, børneordfører for Socialdemokratiet, er heller ikke afvisende:
- Det lyder umiddelbart fornuftigt, for vi ved jo, hvad indeklimaet betyder for trivsel og for indlæring, så det er helt sikkert et område, vi gerne vil se nærmere på, siger hun til Politiken Søndag.
Også Enhedslisten kan "bestemt bakke op om et rigtig fornuftigt forslag", siger børneordfører Jakob Sølvhøj, mens Venstres ordfører på området, Anni Matthiesen, kvitterer for et "fornuftigt forslag, som hun gerne vil drøfte videre".
Minister ser ikke nogen grund til at indføre nye regler på området
Børne- og socialminister Mai Mercado (K) mener dog ikke, at der er behov for en særlig arbejdsmiljølov for børn, siger hun i et skriftligt svar:
- Kommunerne er allerede ansvarlige for, at børn i dagtilbud har et fysisk, psykisk og æstetisk børnemiljø, som fremmer børnenes trivsel, udvikling og læring. Det er en integreret del af det lokale arbejde med pædagogiske læreplaner, og det er jeg tryg ved, at kommunerne lever op til, så jeg ser ikke nogen grund til at indføre nye regler på området, siger hun til Politiken Søndag.