Hvis en borger i 2017 fik anerkendt mén og tab af erhvervsevne efter en arbejdsulykke, havde han eller hun i gennemsnit ventet på svaret i 32 måneder. Det skriver Politiken tirsdag.
Dermed er den i forvejen stærkt kritiserede ventetid på afklaringen af de mest alvorlige typer af arbejdsskader endnu en gang steget. Fra 26 måneder i 2015 til 28 måneder i 2016 og nu altså 32 måneder i 2017.
Det er ikke godt nok, erkender både beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen (V) og Anne Kristine Axelsson, der er direktør i Arbejdsmarkedets Erhvervssikring. Men begge understreger, at de længere ventetider for 2017 var forventet, fordi en række svære sager havde hobet sig op over en årrække, og den sagspukkel er man nu ved at være igennem. Derfor bør det snart blive bedre.
- Det er ikke sådan, at jeg står og klapper i mine hænder over det. Jeg synes, det er for lang tid. Og jeg synes heller ikke, det har været rimeligt over for de borgere. Men det, der har været årsagen til det, er jo, at vi oplevede en total nedsmeltning i den gamle styrelse. Og der må man sige, at det kommer borgerne til gode, at sagerne nu er blevet behandlet på en forsvarlig måde. Det har desværre taget lang tid, men nu kan man se, at strømmen er kommet ind i systemet. Jeg er overbevist om, at når vi ser sagsbehandlingstiden fremadrettet, så kommer vi til at opleve et fald alene af den grund, at vi har fået den gamle sagspukkel afviklet, siger Troels Lund Poulsen til Politiken.
I fagforbundene FOA og 3F er der skarp kritik af, at sagsbehandlingstiden for arbejdsskader bliver ved med at stige. Næstformand Mona Striib fra FOA kalder i Politiken 32 måneders ventetid for "fuldstændig katastrofalt" og "grotesk".
Anne Kristine Axelsson fra Arbejdsmarkedets Erhvervssikring siger til Politiken, at ventetiden også bliver lang i 2018, men at man i 2019 forhåbentlig kan få sagsbehandlingstiden ned under to år.