Omkring klokken 15 onsdag den 7. december sidste år var en 76-årig pensionist passager i en minibus fra Movias flexturordning. Den skulle bringe ham sikkert hjem efter endt dialysebehandling på Slagelse Sygehus, men det endte med at blive den ældre herres sidste køretur.
Det skriver Sjællandske.
Da minibussen skulle køre ud på en større vej ved Haldagerlille nær Næstved, overså den 56-årige chauffør nemlig sin ubetingede vigepligt. Han holdt ikke stille for hajtænderne, men kørte i stedet direkte ud på vejen foran Bus-615, der bragede lige ind i siden på minibussen.
Ulykken kostede den 76-årige livet, og derfor er den 56-årige chauffør nu blevet fundet skyldig i uagtsomt manddrab. Det koster ham en betinget fængselsstraf og frakendelse af kørekortet.
Den dømte nægtede sig skyldig, men blev dømt på baggrund af flere troværdige vidneforklaringer.