Mangel på plads i beskæftigelsesforvaltningen i Odense Kommune har nu fået Dansk Socialrådgiverforening til at melde kommunen til arbejdstilsynet på grund af dårlige arbejdsforhold.
Socialrådgiverne sidder op til fire sammen i ét rum, og det kan gøre det svært at bruge flugtvejene, fortæller Anne Jørgensen, der er formand for Dansk Socialrådgiverforening Region Syd.
- Der kan jo være borgere der er ret så utilfredse med en afgørelse. Og der er det altså vigtigt, at man kan komme forholdsvis hurtigt ud af sit kontor, hvilket kan være svært med så mange mennesker på så lidt plads, siger hun til DR Fyn.
Siden nytår har beskæftigelses- og socialforvaltningen i Odense Kommune ansat over 190 nye sagsbehandlere, og det har sat kontorpladsen under pres.
Stabschef i Odense Kommune Camilla Staal Axelsen udelukker ikke, at den trange plads kan give problemer med flugtvejene.
- Jeg vil mene, at vi primært har presset de medarbejdere, der sidder med de jobparate, men jeg vil ikke kunne afvise at vi også har udfordret dem, der har udsatte borgere. Så det kan sagtens ske, at det er tilfældet, siger hun til DR Fyn.
Den ansvarlige rådmand for området, Steen Møller (K) er overrasket over de manglende flugtveje, som han ikke er blevet orienteret om.
- Jeg vil opfordre til, at hvis medarbejdere oplever, at der ikke er flugtveje eller lignende, så skal de gå til nærmeste leder, så der kan bliver gjort noget ved det, siger han.
Udover at give problemer med flugtvejene, så betyder den trange plads også, at socialrådgiverne har svært ved at overholde deres tavshedspligt. Og det er dybt problematisk, mener Anne Jørgensen.
- Loven siger, at der er tavshedspligt omkring personfølsomme oplysninger. Så der skal man jo selvfølgelig som offentlig myndighed sørge for, at man kan tale fortroligt om de problemer, man nu har, uden at nogen andre borgere eller andre ansatte kan høre det, siger hun til DR Fyn.
Odense Kommune er i gang med at få flere pladser, og efter efterårsferien håber de at have 25 ekstra samtalerum oplyser Camilla Staal Axelsen.