En kvinde havde set frem til at få sin fulde efterlønspræmie på 158.000 skattefrie kroner, men hun må nøjes med 145.000 kroner.
Årsag: Hun var ikke på arbejde i to dage.
Det skriver Fagbladet 3F.
Reglerne for efterlønspræmie er meget firkantede, og hver eneste arbejdstime skal tælles op. Hvis der mangler bare én time i fuldtidsbeskæftigelse, så ryger der en præmieportion på over 13.000 kroner.
Kvinden var utilfreds med, at hendes arbejdsløshedskasse ikke gav hende fuld præmie, fordi hun mente, at de burde have advaret hende om den klemme, hun er havnet i.
Problemet er opstået, fordi kvinden, der - som reglerne forskriver - havde arbejdet fuld tid i den periode, hvor efterlønspræmien optjenes - bortset fra to dage, hvor hendes arbejdsgiver lockoutede en gruppe medarbejdere på arbejdspladsen, mens andre ansatte blevet dekreteret på kollektiv ferie.
Kvinden havde ikke feriedage nok og fik derfor i to dage dagpenge fra sin a-kasse.
- Det havde ikke hjulpet hende, hvis hun ikke havde fået dagpenge. Problemet i forhold til efterlønspræmien er, at hun ikke får registreret arbejdstimer for de to dage, siger Tina Lildal-Granås.
Derfor har Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg afvist hendes klage. Kvinden må altså vinke farvel til en præmieportion og nøjes med 13.000 kroner mindre end håbet.