En 53-årig tidligere lastbilchauffør er presset til det yderste af Randers Kommune efter en alvorlig arbejdsulykke i 2014, hvor han faldt ned fra ladet af en lastbil og slog hoved, nakke og ryg.
Det skriver Fagbladet 3F.
Ulykken har invalideret ham med piskesmæld og flere diskusprolapser. Men i stedet for at bevilge ham førtidspension, har Randers Kommune valgt at sende ham på et ressourceforløb i to år, fordi de vil afklare ham yderligere.
- Jeg tør ikke tænke på, hvad der venter. Jeg har smerter konstant, som jeg får høj dosis smertestillende medicin og morfin for, og jeg kan ikke gå 500 meter, siger Steen Hendriksen.
3F Randers kom ind i sagen i starten af 2015 og social sagsbehandler Dorte S. Pedersen, er rystet.
- Steen er blevet afklaret i arbejdsprøvning, og han har ingen arbejdsevne tilbage. Han kommer aldrig i job igen. Det er vanvittigt, at Randers Kommune nu trækker en syg og nedbrudt mand ved næsen gennem et formålsløst ressourceforløb, siger Dorte S. Pedersen.
Arbejdsmarkedets Erhvervssikring anerkendte 29. december 2016 Steen Hendriksens skader som en arbejdsskade, men størrelsen på mén graden er endnu ikke afgjort.
Fagbladet 3F har spurgt Randers Kommune, hvorfor de har valgt at sende Steen Hendriksen i et ressourceforløb.
- Steen Hendriksen er omfattet af persongruppen for ressourceforløb, da der er flere tværfaglige indsatser, som kan forbedre funktionsniveauet. Det er forventningen, at Steen Hendriksen vil få et forbedret funktionsniveau som eventuelt kan medføre en forøget arbejdsevne, oplyser Ane Lykke Predstrup, leder af Udviklingshuset, Jobcenter Randers, blandt andet i et mailsvar.
Hun skriver videre i mailsvaret, at det altid er beklageligt, når en borger oplever en planlagt indsats som formålsløs.
- Jeg håber, at dette vil ændre sig, når de tværfaglige indsatser iværksættes, lyder meldingen.
Dorte S. Pedersen oplyser, at 3F Randers i slutningen af juni ankede kommunens afgørelse om ressourceforløb, som Jobcentret vil lade vare op til to år.