Der er garanteret mange piger, som er misundelige på Kelly McGillis, fordi hun lavede nogle hede scener med Tom Cruise i Top Gun i midten af 1980erne. Men skuespillerinden selv tændte formentlig ikke synderligt på Hollywood-stjernen. Hun har nemlig afsløret, at hun er lesbisk.
"Jeg er færdig med mænd. Det har jeg prøvet, og jeg er nødt til at komme videre i mit liv. Det har været en udfordring for mig personligt," forklarer hun ifølge Contact Music til Radar Online.
Skuespillerinden understreger dog, at det ikke er noget, som hun pludselig har fundet på.
"Jeg tror, at det var en løbende proces at acceptere min seksualitet. Der skete en masse ting, som gjorde, at jeg tidligere troede, at Gud straffede mig for at være lesbisk. Det var en hård proces," siger hun.
Kelly McGillis har været gift to gange, og hun har to døtre.