Den britiske tv-vært og bilbisse Jeremy Clarkson er kendt som en skruppelløs fortaler for bilisme og indædt cykelhader. Men et ophold i København har tilsyneladende ændret Clarksons holdning til cyklister.
I sin klumme i den engelske avis Sunday Times lovpriser han ligefrem de danske cyklister. Det skriver cykelmediet bikebiz.com.
Jeremy Clarkson besøgte København i starten af måneden, da han var i byen med showet 'Top Gear Live' sammen med resten af holdet fra det populære bilprogram. Og nu kan han knap nok få armene ned.
"Jeg har faktisk besluttet mig for, at verdens fem bedste byer, i følgende rækkefølge, er: San Francisco, London, Damaskus, Rom og København. Den (København, red.) er fantastisk. Og bedst af alt: Det er ikke biler, der fylder det hele. Københavnerne kører næsten alle på cykel, lige meget hvor de skal hen," skriver Jeremy Clarkson.
"Jeg ved, det lyder som et helvede, men det er, fordi du bor i Storbritannien, hvor biler og cykler må deles om vejene", skriver han.
"Det svarer til, at man sætter en hund og en kat i det samme bur og forventer, at de kan fungere sammen. Men det kan de ikke, og derfor udspiller der sig lige nu en uerklæret krig mellem cyklister og bilister i London. Jeg er konstant irriteret over cyklister, og jeg er sikker på, at de også konstant er irriteret over mig".
Men i København fungerer det bare, mener han.
"Resultatet er en by, der virker. Det er behageligt at se på. Det er utroligt stille. Det er sikkert, og ingen spilder halvdelen af deres liv på at lede efter en parkeringsplads. Jeg ville flytte dertil på et øjeblik," lyder den opsigtsvækkende melding fra bilfanatikeren.
Kilde: BikeBiz.com