Et par løse æsler på springtur på Orehøjvej mellem Gl. Lejre og Gevninge skabte i nat megen aktivitet ved Gevninge. En bilist så dem og blev bekymret - vejen går over Holbækmotorvejen, og bilisten ringede til politiet klokken 01.25.
Men det skulle blive en længere proces for politiet. En hundepatrulje blev sendt af sted og ledte i en halv time efter æslerne, uden held, fortæller DAGBLADET Roskilde.
Æslerne havde fluenet for øjnene, hvilket dog ikke forhindrede dem i at muntre sig på landevejen i nattemørket. Klokken 04.32 fik politiet et nyt opkald. Denne gang havde nogen fået fat på de to dyr, der stod midt på landevejen tæt på Gevninge.
Men der gik noget tid med at få lokaliseret ejeren, og det viste sig, at de to kumpaner var vandret 800 meter hjemmefra efter at være sluppet ud under et nys opsat hegn. Så først klokken 05.31 var æseljagten overstået.