Et stykke med leverpostej, flæskesteg eller æg og rejer lyder som hverdagsmad for mange. Men for folk med synkebesvær er det ikke lige at gå til. Derfor begynder flere sygehuse og plejecentre at blende maden og bagefter anrette det, så det ligner almindelige rugbrødsmadder.
Det fortæller DR Nordjylland.
- Der er jo rigtig meget livskvalitet i, at man kan spise mad og man får den oplevelse, der ligger i at kunne deltage i et måltid, siger Dorte Melgaard, der er formand for Dansk Selskab for Dysfagi - også kendt som synkebesvær.
Regionshospital Nordjylland var blandt de første til at forsøge sig med gelésmørrebrødet, hvor råvarerne bliver blendet og tilsat husblas. Nu efterspørges hospitalets viden landet over.
- Det betyder, at det er den rigtige mad, der kommer ned i maverne hos patienterne, så den løsning ville jeg da ønske, man havde over hele landet, siger Mie Lauwersen, der er klinisk diætisk hos Kost og Ernæringsforbundet.
Der vurderer man, at op mod 87 procent af beboerne på landets ældrecentre lider af tygge- og synkevanskeligheder.
Derfor forsøger Regionshospital Nordjylland hele tiden at udvikle nye tilbud.
- Lige nu er vi ved at kigge på mellemmåltider som for eksempel en lagkage eller en banankage helt ned i geléform, så det smelter inde i munden på patienten, siger Mona Stenskrog, der er køkkenleder på Regionshospital Nordjylland.