Et helt nyt navn har gjort sit indtog på den årlige liste over Danmarks rigeste personer og familier fra Dansk Aktie Analyse, skriver Finans.
Det gælder Horsens-familien Schur, der står bag emballagekoncernen af samme navn, og som desuden ejer en stor del af børssuccesen SP Group.
Ifølge Dansk Aktie Analyse er familien med Hans Wilhelm Schur i spidsen nu god for 2,5 mia. kr. mod 1,5 mia. kr. året forinden.
Det betyder, at familien er kravlet op fra en placering som nr. 73 til nu at være landets 46. rigeste. Den er dermed på niveau med familier som Stadil, der står bag Hummel, og familien Gjørup bag legetøjskoncernen Top Toy, der bla. står bag Fætter BR og Toys'R'Us i Norden.
Schur-familiens virksomhed er grundlagt i 1846 af Johan Wilhelm Schur, og den drives i dag i femte generation. Forretningsområdet er emballage, og virksomheden har præsteret en kraftig forbedring af indtjeningen i de seneste år.
2015/16 blev et rekordår med et resultat før skat, der lige akkurat oversteg 200 mio. kr. Omsætningen var på 1,2 mia. kr., og virksomheden beskæftiger ca. 800 medarbejdere.
Foruden emballagevirksomhederne ejer Schur-familien også en aktiepost på 22 pct. i den børsnoterede plastvirksomhed SP Group, som i de seneste år har været en af fondsbørsens absolutte højdespringere.
I 2016 steg aktiekursen med 80 pct., så virksomheden ved årets udgang var mere end 1,5 mia. kr. værd. Det giver Schur-familiens aktiepost en værdi af mere end 300 mio. kr., skriver Finans.