Efter mange års strid og gensidige beskyldninger om løftebrud og pamperi er Dansk Folkeparti og fagbevægelsen rykket tættere på hinanden.
Sådan lyder det fra både partiformand Kristian Thulesen Dahl (DF) og faglige topfolk.
- Det meget betændte forhold, der var mellem ledende kræfter i fagbevægelsen og Dansk Folkeparti, har udviklet sig til en åbning, hvor vi har kunnet få et bedre samarbejde, siger Kristian Thulesen Dahl forud for fagbevægelsens årlige fest den 1. maj.
Eksempelvis var forholdet mellem Pia Kjærsgaard og tidligere 3F-boss Poul Erik Skov Christensen anspændt.
Men da Thulesen Dahl i februar gav et interview med formand Mette Frederiksen (S), sad 3F's formand Per Christensen med.
Interviewet var hans idé og står som den foreløbige kulmination på en styrket relation mellem DF og fagbevægelsen - ligesom det tættere forhold mellem DF og Socialdemokratiet, skriver Morgenavisen Jyllands-Posten.