Forsikringsbossen i TrygVesta, Stine Bosse, står måske til en bøde for at
have overtrådt værdipapirloven. Det er Fondsrådet, der kommer med anklagen og
opfordrer politiet til at efterforske sagen.
Ifølge Business.dk har Stine Bosse røbet et kvartalsregnskab fra
forsikringsgiganten før den officielle offentliggørelse. Det skete i Oslo i
2006. Hun fortalte tre medrejsende danske journalister, at de nok burde rejse
hurtigt tilbage til København.
Hun fik efter børsernes lukketid håndfast viden om, at Danske Bank næste
morgen ville offentliggøre købet af den finske Sampo Bank. Hun sagde til
journalisterne, at noget stort var under opsejling i den danske finansverden, og
fortalte samtidig dem om TrygVestas kvartalsregnskab mod et løfte om, at
de intet ville skrive, før regnskabet var offentliggjort næste morgen.
Finanstilsynet mener, at Stine Bosse har videregivet
fortrolig viden og dermed handlet i strid med reglerne i værdipapirloven.
Koncernchef Stine Bosse erkender, at hun begik en fejl den aften i Oslo.
- Jeg vurderede i situationen, at oplysningerne i utide om TrygVestas
kvartalsregnskab ikke kunne misbruges, fordi børserne var lukket. Der er heller
ikke sket et misbrug af oplysningerne, som jeg delte med journalisterne sent på
aftenen. Det ændrer ikke ved, at jeg har begået en fejl. Lovregler skal følges,
og jeg burde hverken have taget hensyn til bankens pressemøde eller til
journalisterne, uanset at jeg vurderede at kunne gøre det, uden at der kunne
ske skader ved det, siger hun i en pressemeddelelse.
Trods fodfejlen er der stadig ubegrænset opbakning til Stine Bosse fra
bestyrelsesformand i TrygVesta, Mikael Olufsen.
- Det er klart, at Stine Bosse har begået en fejl, men fejlen har hverken
skadet virksomheden, andre virksomheder eller nogen investor. Fejlen rokker
ikke ved vores meget positive vurdering af Stine Bosses indsats for TrygVesta.