Skandalen om misbrug af EU-midler klæber tilsyneladende ikke så tæt til Dansk Folkeparti som tidligere.
I den seneste måling, YouGov har foretaget for metroxpress, er partiet i hvert fald kravlet op på 16,1 procent af stemmerne igen, og dermed kan regeringspartiet Venstre snart blive overhalet for første gang siden september sidste år. Venstre bliver målt til 16,6 procent.
"Jeg synes, det er lidt overraskende, men der må være to grunde: Forargelsen over Morten Messeschmidt-affæren må være ved at være på retur, og den anden er, at Venstre nu virker ude af stand til at appellere til vælgerne, for de bliver ved med at falde. Der er også mange vælgere, der er bekymrede over, at den nye VLAK-regering er så liberalistisk," siger politisk kommentator David Trads til avisen.
Han mener, det kan være en farlig strategi for Venstre at komme med så forskellige meldinger på for eksempel udlændingeområdet - fra udlændinge- og integrationsminister Inger Støjbergs (V) hårde kurs til Kristian Jensens forsonende bemærkninger om tørklæder i gårsdagens Berlingske Tidende.
"Det er aldrig en god idé - spørg bare S, hvad der sker, når man har slør i rattet på et afgørende punkt. Det duer ikke," siger David Trads til metroxpress.
Ved folketingsvalget i 2015 blev Dansk Folkeparti tre mandater større end Venstre.