Der malkes tidligt og flere gange dagligt - alle årets 365 dage, og det sker oftere med godt styr på ulempebetaling og arbejdstid.
- Vi oplever en positiv tilgang fra landbrugets side, siger kampagneleder hos 3F, Jess Hansen til DR Nordjylland.
Han har sammen med lokale afdelinger siden 2015 tegnet overenskomst med 17 større mælkeproducenter, heriblandt flere nordjyske.
Årsagen er ifølge 3F og direktør i arbejdsgiverorganisationen GLS-A, Jens Bjørn Poulsen, at landbrugene bliver større. Landbruget har en meget gammel tradition for, at det ordner man selv. Men de traditionelle små landbrug med mand, kone og en medarbejder er ved at forsvinde.
- Vi oplever en strukturudvikling, som bevirker der bliver færre landbrug, som til gengæld bliver større med flere medarbejdere. Derfor ser vi det som en naturlig udvikling at flere vælger at blive medlem hos os og omfattet af en overenskomst for at få styr på løn og ansættelsesvilkår for deres medarbejdere, siger Jens Bjørn Poulsen til DR Nordjylland.
Mange landmænd har problemer med at skaffe medarbejdere, særligt danske. Men en overenskomst kan være en rigtig god ting, når man skal rekruttere danskarbejdskraft, fortæller kampagneleder, Jess Hansen, fra 3F.
Samme toner lyder fra arbejdsgiverorganisationen GLS-A.
- Når man skal rekruttere arbejdskraft, så markedsfører man sig med, at de vilkår man tilbyder er fuldt ud konkurrencedygtige med det man kan opleve med andre erhverv i landet, siger Jens Bjørn Poulsen til DR Nordjylland.
Det kan landmand, Jakob Nygaard Bjerrum i Fårup ved Hobro nikke genkendende til. Han har over 600 malkekøer og otte ansatte på sin gård - og nu også en overenskomstaftale med 3F.
Netop overenskomstaftalen, mener han, var med til at gøre en forskel, da han for nylig skulle ansætte to nye medarbejdere.
Selve aftalen koster Jakob Nygaard Bjerrum omkring 150.000 kroner ekstra om året, men de penge er givet godt ud, mener han.
- Det er godt at få orden i sagerne. Men det handler også om, at vores medarbejdere har de rette forhold. Jeg tror, at de fleste danske landmænd følger reglerne, men det at have en overenskomst gør, at vi har en arbejdsgiverforening, som vi kan henvende os til, hvis vi har spørgsmål. Og vi kan få hjælp af 3F til at håndtere forskellige situationer, siger han til DR Nordjylland.
Fagforeningen 3F har valgt at satse benhårdt på landbrugsområdet. Derfor har man ansat en kampagneleder, der udelukkende har fokus på at tegne flere overenskomster med landbrug i hele landet.