Stadigt flere mennesker i verden lever længere og længere. Det ændrer ikke blot kravene til sundhedssystemer, pensionsordninger og indretningen af arbejdsmarkeder, men stiller også nye krav til samfundets syn på ældre mennesker, lyder det fra FN's Befolkningsfond, der kalder udviklingen for "en af de væsentligste sociale omvæltninger i det 21. århundrede, som får konsekvenser for næsten alle dele af samfundet".
Det skriver Kristeligt Dagblad.
Mange steder i verden gælder det om at komme væk fra en overvejende negativ opfattelse af ældre og om at få sat fokus på de nye muligheder, som menneskers længere og ofte sundere liv både giver den enkelte og samfundet som helhed, lyder det fra direktøren for FN's Befolkningsfonds nordiske kontor, Pernille Fenger.
- I praksis handler det om at se ældre som en ressource og om at styrke deres muligheder for at være det. Lande kan for eksempel øge den forebyggende sundhedsindsats eller indrette arbejdsmarkedet mere fleksibelt, så folk kan fortsætte deres arbejdsliv så længe og i det omfang, de har lyst og kapacitet til det, samtidig med at der er støtte til dem, der stopper, siger hun.
Men alt imens lande som Danmark, Norge og Sverige sammen med en række andre vestlige lande allerede i en årrække har haft et øget politisk fokus på den voksende andel af ældre i befolkningerne, vokser antallet af ældre mange andre steder i verden, uden at samfundet tager hånd om udviklingen.
Det gælder i særdeleshed for sundhedssystemerne i Afrika syd for Sahara, vurderer professor i aldring og international sundhed ved det britiske Newcastle University Richard Walker. For ud over at de afrikanske sundhedssystemer generelt er svage, så er de overhovedet ikke indrettet til at håndtere det voksende antal ældre afrikanere.
- Over halvdelen af landene syd for Sahara har ikke en eneste specialist i aldersrelaterede sygdomme, og i resten af landene er der meget få, siger han.
Sammen med den generelle mangel på viden i befolkningerne om aldersrelaterede sygdomme som demens, diabetes og Parkinsons sygdom, har det store konsekvenser for ældre afrikaneres livskvalitet.
- I et forskningsprojekt i Tanzania kunne vi konstatere, at kun en ud af fem tanzaniere, der led af Parkinsons sygdom, faktisk havde fået stillet diagnosen. På verdensplan gælder det for omkring halvdelen af dem, der lider af Parkinsons sygdom, at de ikke har fået stillet en diagnose for en sygdom, der faktisk reagerer godt på behandling. Lignende scenarier gælder for demens og epilepsi, siger Richard Walker.
Den magtfulde fortælling om Afrika som "det ungdommelige kontinent", hvor det vrimler med unge mennesker uden arbejde, fylder meget i disse år.
Den fortælling gør det ikke nemmere at råbe de afrikanske politikere op, når de gælder den voksende ældrebyrde, forklarer regional direktør for Afrika-afdelingen i den internationale ældrehjælpeorganisation HelpAge Prafulla Mishra.
- Der mangler simpelthen en erkendelse af, at afrikanerne lever længere. Og af, at det ikke blot er vigtigt at drage fordel af de unges evner, men også af det voksende antal ældres erfaring og evner. I dag optræder ældre mennesker ikke på nogen væsentlig måde hverken i diskussionen af Afrikas udvikling eller i afrikansk politik. Men mennesker bliver ikke mindre mennesker af at blive ældre, og deres rettigheder er lige så vigtige som andres, siger han.