Transfervinduet på den internationale børs for professionelle fodboldspillere er smækket i for denne gang.
Derfor er det tid for alverdens fodbold-aficionados at danne sig et overblik over de mest iøjnefaldende klubskift.
Dyrest blev David Villa, der rykkede en håndfuld hundrede kilometer nordpå til Barcelonas forsvarende spanske mestre.
Allerede nu har handlen givet pote for catalanerne. Villa scorede i sin første kamp og virker til at være faldet til i den patriotiske storklub.
Angriberens tidligere arbejdsgiver Valencia gør sig bemærket som den klub i Europa, der har tjent flest penge på spillersalg.
Mere end 83,5 mio. euro - 621 mio. kroner - har klubben tjent på at sælge blandt andre navnebrødrene David Villa og David Silva.
Hos klubberne markerer nyrige Manchester City sig som den klub, der har brug klart flest penge på indkøb af forstærkninger.
Med over 145 mio. euro - knap 1,1 milliard kroner, spenderet på spillere som Yaya Touré og problembarnet Mario Balotelli, har de babyblå fra industribyen brugt næsten dobbelt så mange penge som nummer to på listen, FC Barcelona, der har brugt 81 mio. euro.
De fem dyrest spillere i dette transfervindue
David Villa, til FC Barcelona fra Valencia, pris 40 mio. euro.
Yaya Touré, til Man. City fra FC Barcelona, pris 30 mio. euro.
Mario Balotelli, til Man. City fra Inter, pris 29,5 mio. euro.
David Silva, til Man. City fra Valencia, pris 28,75 mio. euro.
Ángel Di María, til Real Madrid fra Benfica, pris 25 mio. euro.
Kilde: transfermarkt.de