Det er Tordenskjolds soldater, der skummer fløden, når Slots- og Kulturstyrelsen i dag udbetaler 183 mio. kr. i bibliotekspenge til 10.313 forfattere, oversættere, illustratorer, billedkunstnere, komponister og andre, hvis bøger er tilgængelige på landets folkebiblioteker og digitale udlånstjenester.
Sædvanen tro er det Danmarks store børnebogsforfatter Bjarne Reuter, der modtager flest penge for de fysiske udlån af bøger. Han efterfølges af Josefine Ottesen og Dennis Jürgensen, der har overtaget tredjepladsen fra Lene Kaaberbøl.
Corona-nedlukningen har dog ændret på vores lånevaner, og det afspejles i fordelingen af årets bibliotekspenge.
- Corona-nedlukningen har ikke overraskende ændret på vores lånevaner, og bibliotekerne har i denne periode været gode til at servicere digitalt. I flere kommuner har man øget antallet af tilladte digitale udlån som en konsekvens af, at de fysiske udlånssteder har været lukket. Det betyder, at de digitale udlån er øget, og derfor ser vi i år flere modtagere af bibliotekspenge for e-bøger og netlydbøger, siger Annette Bach, enhedschef i Slots- og Kulturstyrelsen.
Kigger man på listen over modtagere af bibliotekspenge for digitale udlån, toppes den af Maria Helleberg, der skriver historiske romaner, ungdomsforfatteren Dennis Jürgensen og Leif Davidsen.
Ud af de 10.313 forfattere, der får bibliotekspenge for bøger i 2021, får 5.243 personer midler udbetalt for e-bøger og netlydbøger. I gennemsnit får modtagerne udbetalt 17.737 kroner i bibliotekspenge for bøger og e-bøger, lydbøger og netlydbøger, og det højeste beløb udbetalt er på 720.117 kroner.
.
Top 10-listen over modtagere af bibliotekspenge for fysiske bøger i 2021 (sidste års placering i parentes):
1. Bjarne Reuter (1): 720.117 kroner.
2. Josefine Ottesen (2): 691.168 kroner.
3. Dennis Jürgensen (4): 653.625 kroner.
4. Lene Kaaberbøl (3): 651.847 kroner.
5. Kenneth Bøgh Andersen (6): 640.649 kroner.
6. Kim Fupz Aakeson (7): 639.122 kroner.
7. Bent Haller (5): 637.197 kroner.
8. Marie Helleberg (9): 628.243 kroner.
9. Jørn Jensen (8): 609.348 kroner.
10. Kim Langer (ny): 598.005 kroner.
Kilder: Slots- og Kulturstyrelsen.