Den tidligere engelske premierminister Tony Blair var onsdag med privatfly på vej fra Egypten til en konference i Israel, da to israelske jagerfly pludselig dukkede op.
Det israelske luftvåben havde flere gange forgæves forsøgt at få radiokontakt med flyet. Den israelske militærledelse frygtede derfor, at de stod overfor et muligt terrorangreb. Det skriver den engelske avis The Times.
Først da flyene var så tæt på privatflyet, at piloterne med fagter kunne signalere til privatflyet, at de var klar til at skyde, tog piloten i privatflyet radiokontakt til israelerne.
Ifølge The Times var jagerflyede meget tæt på at affyre deres misiler.
Tony Blair, der er i mellemøsten som udsending for USA, FN, Rusland og EU, blev først efter sikker landing i Israel orienteret om dramaet i luften.
De foreløbige undersøgelser tyder på, at det var en teknisk fejl, der gjorde det umuligt for piloten i privatflyet at kommunikere med luftvåbenet.