Vil du slås til ridder af Storbritannien eller hvad med at blive medlem af Overhuset? Normalt er den slags tilbud noget, man på den ene eller anden måde skal gøre sig fortjent til. Ikke desto mindre afhørte det britiske politi sidste fredag premierminister Tony Blair om, hvorvidt hans parti Labour skulle have givet store bidragsydere til partiets valgkampskasse netop dette tilbud, oplyser CNN.
Og den slags er altså en forbrydelse.
Det er en uge siden, afhøringen af Tony Blair fandt sted, men emnet for afhøringen blev ikke offentliggjort før torsdag.
På onsdagens ugentlige spørgerunde i Underhuset spurgte Alex Salmond, leder af det Skotske Nationale Parti, alligevel Tony Blair, om Labour har skjult de påståede kriminelle handlinger. Til dette svarede premierministeren, at han »af åbenlyse årsager« ikke kunne svare på spørgsmålet. Men denne afvisning vil premierministeren efter torsdagens ophævelse af presseforbudet mod at tale om afhøringen altså ikke kunne henvise til længere.
Tony Blair blev kun afhørt som vidne, men hvis sagen udvikler sig, kan det blive til en meget ubehagelig politisk skandale, der i værste fald kan føre til, at Blair må gå af før tiden, vurderer CNN’s politiske redaktør i Europa, Robin Oakley.
Politiet begyndte at undersøge Labours tvivlsomme indsamlingsmetoder i marts 2006 på baggrund af en klage fra det Skotske Nationale Parti.
Og lederen af partiet, Alex Salmond, er henrykt over afhøringen af Tony Blair:»Dette er endnu en utrolig udvikling. Det ser ud, som om Blairs politiske korthus er ved at vælte.«
Indtil videre er en af Blairs tætte hjælpere Ruth Turner samt Labours cheffundraiser Michael Levy blevet arresteret.
Tony Blair blev også afhørt om sagen 14. december 2006.