To ton tung, fem meter lang og lidt af en biologisk nyhed.
En såkaldt langluffet grindehval strandede mandag formiddag på kysten ud for Ringkøbing.
»Det er ret sjældent, det sker. Jeg tror, vi skal ti år tilbage for at finde et lignende eksempel,« siger biolog på Esbjerg Fiskeri- og Søfartsmuseum Svend Tougaard.
Han regner med at modtage hvalen til obduktion i Esbjerg onsdag – og det giver nysgerrige og hvalinteresserede mulighed for at bese det uheldige skrummel på stranden nord for Strandgården på Husby Klit ved Ringkøbing hele tirsdagen.
På museet skal grindehvalen bruges til forskning, og det glæder Svend Tougaard sig til:
»Hvalen er jo fredet, så derfor er det sjældent, at vi får lov til at undersøge den. Det kan blandt andet give os viden om, hvordan den reagerer på tungmetaller og anden forurening,« siger biologen.
Tænder man mere på at se en hvalobduktion i laboratoriet end et ådsel på stranden, er håbet lysegrønt:
»Vi skærer i den på lørdag. Og publikum er meget velkomne,« siger Sven Tougaard.