Det er på med hanskerne og frem med kniven for tre biologer fra Fiskeri- og Søfartsmuseet i Esbjerg. For i dag lørdag skal den to tons tunge grindehval, der mandag strandede ud for Ringkøbing nemlig obduceres.
»Vi kommer nok til at skære i nogle timer, og det bliver noget værre fedteri med spæk og blod,« forudser biolog Ragnhild Skov, der dog glæder sig til at gå i gang.
De tre biologer skal blandt andet tage mål af længden på ryggen og bredden på lufferne, tage prøver af spæk, muskler og organer samt koge skelettet af.
»Sjældne hvaler bliver altid obduceret, hvis de strander på de danske kyster. Det sker for at finde ud af, hvorfor de er døde – om det for eksempel skyldes parasitter eller blot alderdom,« siger Ragnhild Skov.
Udover de tre biologer vil der være nogle medlemmer fra Dansk Pattedyrforening tilstede under obduktionen.
Læs mere på: www.hvaler.dk