Som lokofører i DSB har 56-årige Tommy Jørgensen fire gange oplevet at påkøre mennesker, der havnede på skinnerne foran ham. I dag hjælper han andre lokomotivførere, der oplever påkørsler med at komme videre efter de traumatiske oplevelser.
Tommy Jørgensen havde knap nået at fejre 1-års jubilæum som lokofører, da han første gang påkørte et andet menneske på jobbet.
Familie scorede 200 millioner: Solgte “hemmeligt” firma
Han havde ramt en ung mand, der overlevede, men endte med at miste benene.
Tommy Jørgensen gemte episoden væk i bevidstheden som "sådan noget, der kan ske, når man kører tog.
Reaktionen var en helt anden, da han mange år senere oplevede sin anden påkørsel. Han kørte et tog fyldt med 46 godsvogne, da han ramte det, han troede var en hund.
I nyhederne om aftenen hørte Tommy Jørgensen, at en mand var blevet dræbt på skinnerne, og han vidste med det samme, at det var ham, der havde kørt manden ned.
- Der mistede jeg al farven i ansigtet, fortæller Tommy Jørgensen i en webdokumentar på dr.dk.
I alt har han fire gange oplevet at ramme et andet menneske i sit job som lokofører.
Særligt den sidste gjorde stort indtryk - kvinden han ramte, havde nemlig selv valgt at lægge sig på skinnerne for at begå selvmord.
- Jeg tænker altid, bare hun dog ikke havde gjort det. Det er synd for hende, og det er synd for alle de andre, især de pårørende. Og så synes jeg måske også, at det er en lille smule synd for mig selv, siger Tommy Jørgensen til DR.
Hjælper andre videre
I dag er Tommy Jørgensen fyldt 56 år, og arbejder som personaleleder i DSB, hvor han er med til at rekruttere nye lokomotivførere.
Udover jobbets daglige opgaver varetager han også opgaven som såkaldt påkørselsvagt.
Ifølge DSB's statistik oplever hver eneste lokofører i gennemsnit en påkørsel i løbet af sit arbejdsliv.
Når det sker, rykker påkørselsvagterne ud med det samme for at sidde sammen med chaufførerne, mens politiet taler med dem.
Tommy Jørgensen spørger altid ind til en masse detaljer om påkørslen, men vigtigst af alt om togføreren kunne nå at standse.
- Og så svarer de, at de kørte med 180 km/t, og der var 20 meter derhen, og så finder de ud af, at det kunne de jo ikke. På den måde går det op for dem, at de ikke har et ansvar for, at det er sket. Kunne de have bremset hurtigere? Måske, men det havde ikke ændret på udfaldet, siger Tommy Jørgensen.
Lokomotivførere kan også græde
Ifølge Tommy Jørgensen er der i dag kommet meget større fokus på de konsekvenser, som en påkørsel har for lokoførerne, end dengang han selv startede med at køre tog.
– Man bruger meget energi på at tale med sine kolleger. Noget af det bedste, der er sket, er bevidstheden om, at selv store, stærke lokomotivførerdrenge kan græde, siger Tommy Jørgensen.
Selvom hans sidste påkørsel ligger mange år tilbage, sidder oplevelsen stadig i ham.
Og han husker, hvordan han nåede at få øjenkontakt med kvinden i sekundet inden påkørslen.
- Hun kigger mig lige i øjnene. Og så får jeg så fantastisk ondt af hende, fortæller Tommy Jørgensen og tilføjer:
– Det har jeg haft lige siden.