Skal afviste asylansøgere, der ikke ønsker udrejse, sidde på to overfyldte udsendelsescentre, eller skal de spredes ud på halvtomme asylcentre?
Det spørgsmål splitter politikerne.
I asylcenteret i Brovt betaler staten 31.000 kroner om året for hver tom helårsplads. Dem har de 60 af i øjeblikket, skriver Politiken.
Og derfor tilbyder både asylcenteret i Brovt og i Hanstholm nu at tage mod afviste asylansøgere fra Irak, mens de venter på at rejse hjem fra andre danske asylcentre, der er proppede.
Både Socialdemokraterne og SF synes godt om ideen. Til gengæld vil hverken Venstre eller De Konservative tage stilling til forslaget nu.
»Det er noget, der skal forhandles mellem de to partier og Dansk Folkeparti,« siger de til Politiken.
Og hos Dansk Folkeparti afvises forslaget:
»Der er en klar aftale mellem os og Rikke Hvilshøj om, at hvis man er i en hjemsendelsesposition, så skal man være på udsendelsescentrene i enten Sandholm eller Avnstrup,« siger integrationsordfører, Jesper Langballe.
Irakernes vilkår på udsendelsescentrene, hvor de lever meget trangt, er blevet kraftigt kritiseret.