Han er inde i en måltørke af de længere, og samtidig hælder konkurrenterne boldene ind i kassen. Det giver masser af tid på bænken, men alligevel overvejer Jon Dahl Tomasson ikke at skifte klub.
»Jeg har to et halvt år tilbage af min kontrakt, og jeg har det virkelig fint i Stuttgart. Jeg skal ingen steder,« siger landsholdsangriberen til Jyllands-Posten.
Senest var Jon Dahl Tomasson helt uden for truppen tirsdag, da Stuttgart slog Hamborg SV med 2-0. Men Jon Dahl forstår ikke den store virak omkring hans tid på bænken, slet ikke lige nu.
»Jeg har været skadet i 14 dage nu, og endda lidt før det også, så jeg har ikke kunnet gøre så meget andet end at forsøge at blive kampklar igen,« fortæller Jon Dahl Tomasson og forklarer, at det er en betændelse i hælen, der har holdt ham ude og stadig plager ham. Alligevel håber han at spille i landskampen imod Tjekkiet i næste uge.