Tom Køhlert bliver ny cheftræner i Brøndby efter René Meulensteen. Tom Køhlert tiltræder stillingen øjeblikkeligt, og har indtil videre tegnet en kontrakt for to et halvt år. Selvom Brøndbys nye træner kommer fra en stilling som talenttræner, så er han ikke noget ubeskrevet blad i topfodbold og slet ikke i Brøndby.
I 1985 var han cheftræner, da Brøndby vandt sit første mesterskab, og i 2002 overtog han efter Åke Hareide, der stoppede midt i forårssæsonen, og gjorde også der Brøndby til mestre.
Dengang afslog Tom Køhlert at fortsætte længere end sæsonen ud, fordi den store opmærksomhed, der er om topfodbold, ikke passer Tom Køhlerts temperament.
Nu har han tilsyneladende ændret mening, og i Tom Køhlert får Brøndby en træner, der er kendt for sin gode håndtering af de helt unge spillere – også på topniveau.
I 2002 gjorde han den kun 18-årige Thomas Kahlenberg til fast mand på Brøndbys midtbane, da Køhlert overtog trænerposten.