Legendariske Tom Jones har en ny pris med i kufferten, når han gæster Horsens til efteråret. Sangeren har nemlig netop vundet den såkaldte 'Howie Richmond Hitmaker Award'. Han får dog først overrakt prisen af Songwriters Hall Of Fame til juni.
Ifølge Gaffa bliver Tom Jones belønnet med prisen på grund af sin 'unikke evne til at forblive relevant, for hvad han har opnået og for hans enestående artisteri'.
Med den nye pris kommer Tom Jones i fornemt selskab. Stjerner som Diana Ross, Chuck Berry og Garth Brooks har alle tidligere modtaget hæderen.
Songwriters Hall Of Fame har været en del af det amerikanske akademi for populærmusik siden 1968, og i årenes løb er hele 345 sangskrivere blevet optaget i deres Hall Of Fame. Queen er dog det eneste band, der har alle deres bandmedlemmer med på listen på grund af deres unikke sangskriverevner.