Verdens skrappeste og mest frygtløse agent mod et kært eksperimentalt tøjdyrs-lignende rumvæsen med et pudseløjerligt navn. Ethan Hunt mod Stitch. Det er en ulige kamp. For selvfølgelig vinder Stitch, som i filmene "Lilo & Stitch" er en af Disneys allerstørste succeser igennem tiden.
Også selv om "Mission Impossible"-filmene med Tom Cruise som Ethan Hunt bliver flottere og flottere og dyrere end nogensinde før.
Kamppladsen er en af de største biograf-weekender i USA, Memorial Day Weekend, hvor amerikanerne har en miniferie fra fredag til og med mandag.
Og Disneys halvt animerede film om den hawaiianske pige Lilo og hendes tro følgesvend Stitch, som er en alien, der er nødlandet på Hawaii og nu er blevet Lilos kæledyr, har på åbningsdagen indspillet utrolige $55 mio. i USA, som er en rekord ifølge filmmediet Variety. Filmen minder lidt om en slags "E.T."-film, og bygger på både tidligere film, tv-serier og franchise med dukker af karaktererne i overflod.
Her kan muskler, halsbrækkende stunts og helte ikke være med. "Mission Impossible - The Final Reckoning" indspillede under halvdelen, $24,8 mio. Men det er stadig flot og tegner til, at den ender med at indspille i omegnen af $77-80 mio. i miniferien. Og det er tilfredsstillende. Globalt havde den indspillet $75,90 mio. på åbningsdagen.
Disney er også glade. Deres seneste film "Snehvide" fejlede blandt publikum. Selv om den indspillede $240 mio. over hele verden, så hjælper det ikke så meget, når den kostede $250 mio. at producere.
"Mission Impossible - The Final Reckoning" er heller ikke en discount-film. Faktisk hører den til blandt de dyreste i verden indtil videre med en produktionsomkostning på hele $400 mio. Der er lavet i alt otte af slagsen, og den mest succesfulde var den forrige fra 2018 "The Fallout", som indspillede $791 mio. i alt. Et tal, som den nye med det meget større budget gerne skulle overgå de kommende måneder.
Se trailere til begge film her: