Den 47-årige skuespiller Tom Cruise har skrevet under på at gentage rollen som superagenten Ethan Hunt i 'Mission Impossible 4'.
Udover Tom Cruise har filmselskabet Paramount også hyret J.J. Abrams (Star Trek), som instruerede 'Mission Impossible 3', til at producere filmen.
"Tom og J.J. er store talenter, og vi er meget begejstrede for at arbejde sammen med dem, når vi skal sætte gang i denne legendariske serie igen," lyder det i en pressemeddelelse fra filmselskabet.
Optagelserne til filmen begynder allerede til sommer, og hvis alt går efter planen, rammer filmen biograferne omkring maj 2011.
Mission Impossible handler om en gruppe hemmelige agenter, som løser regeringens problemer. Det var oprindeligt en tv-serie, som blev sendt på amerikansk tv i slutningen af 60'erne. Serien blev genoplivet kortvarigt i 1988, dog uden det store held.
I 1996 blev den første film med Tom Cruise i hovedrollen lavet. Filmen og dens to opfølgere blev en massiv succes og har til dato indtjent over 5 milliarder kroner på verdensplan.